Når heeling er heftigt…
Ofte kan vi godt mærke i vores system når noget går os på, men får vi gjort noget ved det? Jeg har den sidste måneds tid godt mærket, at nu var det snart tid til endnu et ryk i min udvikling. Jeg ser min udvikling som en bjergvandring, som bliver taget i etaper. Nogle etaper er med hård stigning, modvind og måske endnu med regn eller sne. Når vi er under udvikling vil nogle etaper være nemmere at gå end andre, jo længere vi når på bjergvandring, jo længere når vi ind i vores system og ind til vores livstemaer.
Jeg fik indenfor samme uge sat handling på to temaer, som i mit liv var meget følsomme og svære for få handlet på. Handlingerne resulterede i forløsning af den energi, som i kroppen, havde været bundet op på de uforløste temaer og når disse bliver handlet på, forløses energien i kroppen og heelingen bliver sat i gang. Heelingen var for mit vedkommende hovedpine – rent fysisk trækker væv i hjernen væske til sig og dette giver et overtryk i hjernen og vi mærker hovedpine. Jeg havde til at starte med ro i min heeling, men som timerne gik og min hovedpine blev værre, nu med voldsom kvamle/opkast, blev jeg utryg. Jeg kunne hverken have vådt eller tørt og kunne til sidst ikke finde ro nogle steder. Nu kunne jeg ikke bevarer roen længere og måtte række ud efter hjælp, pudsigt nok det ene af mine temaer – at be` om hjælp!
Jeg ligger længe og vender og drejer, hvem kalder jeg lige på – mine skønne tøser er i huset, men det ansvar vil jeg ikke pålægge dem, jeg er fraskilt og har de dejligste venner/veninder/familie omkring mig. Men efter 20 års ægteskab/samliv er jeg ikke i tvivl, det er klart min ex mand som jeg finder størst tryghed ved og kalder på ham. Han er efterfølgende ved min side, foretager opkald til lægevagten, får mig på sygehuset og er selvfølgelig hos vores tøser, mens jeg overnatter på sygehuset. Dette giver mig tryghed til at være lidt mere i ro med min heeling og stille og roligt tager kvalmen af og jeg kan have lidt mad og drikke – hvilket jo er essensen af at overleve. Jeg genfinder roen – bliver undersøgt – formentligt et voldsomt migræneanfald. Jeg finder roen i at kombinere det bedste fra både den medicinske verden og den holistiske verden – ved jo godt at verden ikke er sort/hvid men fuld af nuancer.
Jeg heeler stadig, hovedpinen er aftagende – men kroppen er træt. Så ro og hvile har efterfølgende haft førstepriotering her. Har i ro, fået handlet på endnu flere temaer… og det føltes så godt, at gøre det – få handlet!!
Jeg har fået tilbudt en scanning af hovedet og skulle lige lande, om det var det jeg skulle eller ej. Evt. viden om, at jeg måske engang har haft en blodprop/blødning har jeg stadig ikke på plads hvad jeg skal bruge til. Men min interesse for heelingen i kroppen er så stor, at jeg må vide om lægerne kan se de hævede ødemer i min hjerne. Jeg har genfundet min indre ro og er opmærksom på, at hvis en lille del af mig bliver utryg/bange – tager jeg ”hende” kærligt under armen, fortæller hende at det er ok at mærke det hun mærker, men også at hun ikke er alene – jeg er jo her lige ved siden af og vil være det hele vejen og for altid.
Jeg har endnu engang rakt ud efter hjælp.. (jo jo – øvelse gør mester.. smiler) – efter en scanningsmakker – min dejlige ex mand. For selvom jeg er ok med at tage til scanning selv – er det fantastisk nu, at ”turde” række ud, bede om hjælp og blive mødt.
Tak til verdens dejligste tøser – veninder/familie og ikke mindst til verdens bedste ex for at være her for mig.
Ofte kan vi godt mærke i vores system når noget går os på, men får vi gjort noget ved det? Jeg har den sidste måneds tid godt mærket, at nu var det snart tid til endnu et ryk i min udvikling. Jeg ser min udvikling som en bjergvandring, som bliver taget i etaper. Nogle etaper er med hård stigning, modvind og måske endnu med regn eller sne. Når vi er under udvikling vil nogle etaper være nemmere at gå end andre, jo længere vi når på bjergvandring, jo længere når vi ind i vores system og ind til vores livstemaer.
Jeg fik indenfor samme uge sat handling på to temaer, som i mit liv var meget følsomme og svære for få handlet på. Handlingerne resulterede i forløsning af den energi, som i kroppen, havde været bundet op på de uforløste temaer og når disse bliver handlet på, forløses energien i kroppen og heelingen bliver sat i gang. Heelingen var for mit vedkommende hovedpine – rent fysisk trækker væv i hjernen væske til sig og dette giver et overtryk i hjernen og vi mærker hovedpine. Jeg havde til at starte med ro i min heeling, men som timerne gik og min hovedpine blev værre, nu med voldsom kvamle/opkast, blev jeg utryg. Jeg kunne hverken have vådt eller tørt og kunne til sidst ikke finde ro nogle steder. Nu kunne jeg ikke bevarer roen længere og måtte række ud efter hjælp, pudsigt nok det ene af mine temaer – at be` om hjælp!
Jeg ligger længe og vender og drejer, hvem kalder jeg lige på – mine skønne tøser er i huset, men det ansvar vil jeg ikke pålægge dem, jeg er fraskilt og har de dejligste venner/veninder/familie omkring mig. Men efter 20 års ægteskab/samliv er jeg ikke i tvivl, det er klart min ex mand som jeg finder størst tryghed ved og kalder på ham. Han er efterfølgende ved min side, foretager opkald til lægevagten, får mig på sygehuset og er selvfølgelig hos vores tøser, mens jeg overnatter på sygehuset. Dette giver mig tryghed til at være lidt mere i ro med min heeling og stille og roligt tager kvalmen af og jeg kan have lidt mad og drikke – hvilket jo er essensen af at overleve. Jeg genfinder roen – bliver undersøgt – formentligt et voldsomt migræneanfald. Jeg finder roen i at kombinere det bedste fra både den medicinske verden og den holistiske verden – ved jo godt at verden ikke er sort/hvid men fuld af nuancer.
Jeg heeler stadig, hovedpinen er aftagende – men kroppen er træt. Så ro og hvile har efterfølgende haft førstepriotering her. Har i ro, fået handlet på endnu flere temaer… og det føltes så godt, at gøre det – få handlet!!
Jeg har fået tilbudt en scanning af hovedet og skulle lige lande, om det var det jeg skulle eller ej. Evt. viden om, at jeg måske engang har haft en blodprop/blødning har jeg stadig ikke på plads hvad jeg skal bruge til. Men min interesse for heelingen i kroppen er så stor, at jeg må vide om lægerne kan se de hævede ødemer i min hjerne. Jeg har genfundet min indre ro og er opmærksom på, at hvis en lille del af mig bliver utryg/bange – tager jeg ”hende” kærligt under armen, fortæller hende at det er ok at mærke det hun mærker, men også at hun ikke er alene – jeg er jo her lige ved siden af og vil være det hele vejen og for altid.
Jeg har endnu engang rakt ud efter hjælp.. (jo jo – øvelse gør mester.. smiler) – efter en scanningsmakker – min dejlige ex mand. For selvom jeg er ok med at tage til scanning selv – er det fantastisk nu, at ”turde” række ud, bede om hjælp og blive mødt.
Tak til verdens dejligste tøser – veninder/familie og ikke mindst til verdens bedste ex for at være her for mig.
RSS-feed